Tiltrædelsesforelæsning ved Ulla Møller Weinreich

Fredag den 19. januar afholder overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling, Ulla Møller Weinreich tiltrædelsesforelæsning i anledningen af sin tiltrædelse som professor i lungemedicin.
Ulla Møller Weinreich

Om forelæsningen

Oldtidens fire elementer – ild, vand, luft og jord - er stadig relevante for nutidens forskning. Ilden kan varme vandet, som kan fugte luften. 

De sidste ti års lungemedicinske forskning på Aalborg Universitetshospital har vist gode resultater, når man kombinerer de tre elementer, sætter turbo på og sender det ned i lungerne. I den periode er 
High Flow-behandlingen gået fra at være et akut behandlingstilbud til indlagte patienter til at kunne benyttes som hjemmebehandling til patienter i stabil fase. Vi har vist, at ikke alene er dette en mulig behandling til de allersygeste KOL-patienter; det er også en behandling, der mindsker deres symptombyrde og kan mindske antallet af sygdomsforværringer i udvalgte grupper. 

Siden tidernes morgen har man vidst, at vand ikke gør det alene – lige så nødvendig som de forudgående tre elementer er salt. Ganske som det har vist sig med kombineret ild, vand og luft, indikerer vores forskning også, at salt har en plads i behandling af lungesygdom. Salt i mikroniseret form synes ikke alene at kunne reducere antallet af forværringer af KOL-sygdommen, men også at kunne reducere perioden med symptomer efter mildere COVID-infektion. Helt elementært er det også, at ikke alle vores patienter er ens. Derfor arbejdes der i disse år intenst på at gruppere patienterne; et komplekst arbejde, da forskellene givetvis skyldes både arv og miljø. 

I Aalborg Respiratory Research (REAAL) har vi centreret vores forskning om forståelsen af multimorbiditeten hos vores KOL-patienter; hvad betyder den for vores bedømmelse af patienterne og for deres prognose. Ydermere har vi haft fokus på identifikation af de sårbare patienter i gruppen af KOL-patienter. Formålet med begge typer af forskning er dels at hjælpe klinikere til at prioritere deres indsats i det daglige arbejde med patienterne dels at give klinikerne viden, der skal bruges når de vurderer undersøgelsesresultater efter gennemgang af patienterne. 

Og hvad med elementet jord, spørger du måske? Den skal man holde fødderne solidt plantet på, mens man forsker.

Tid og sted

Tiltrædelsesforelæsningen finder sted fredag den 19. januar 2024 kl. 14.00-15.00 i Medicinerhusets auditorium, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Efterfølgende vil der være en reception.

Opdateret